Auktion 1912

23. april 1912 afholdt Generaldirektoratet for Post- og Befordringsvæsenet en offentlig auktion over et stort parti postfriske danske frimærker og tjenestemærker.

Det drejede sig om ugyldiggjorte mærker. 15. januar 1891 var AFA nr. 1-21 samt 24 og 28 blevet ugyldiggjort, og 1. april 1907 drejede det sig om AFA 25-27 samt 39.

Salget omfattede skillingsmærker fra AFA 3 til AFA 21 – men ikke 2 og 4 RBS – samt en række tofarvede øremærker. Mange af lottene var hele ark. Lot nr. 123 var således 180 ark 5 øre tofarvet!

Både 1864-udgaven Krone, Scepter, Sværd og 1870 tofarvet skilling var repræsenteret med rigtigt mange utakkede mærker.

Salget indbragte efter fradrag af omkostninger kr. 53.846,30. Hvis man tager udgangspunkt i hvad en 20 kr. guldmønt fra samme tidspunkt i dag er værd (i guldværdi) kan det i dagens priser omregnes til ca. kr. 1.200.000.

Jeg har fundet den oprindelige auktionsliste fra 1912 i Enigmas arkiver, som her bringes videre. Listen kan ses her.